
KIG OP!
Et forløb om stjerner
Universet er ufatteligt stort, og vores lille planet svæver i det enorme stjernehav. Når mørket sænker sig en klar nat, kommer der minut for minut flere stjerner til syne. Men hvad er stjerner egentlig? Hvor forsvinder de hen, når det bliver dag? Hvad er vores vigtigste stjerne, solen, for en størrelse?
Stjernerne er forudsætningen for alt liv, og har været med til at definere vores tilværelse lige fra jordens tilblivelse. Men også i dag spiller stjerner en altafgørende rolle - lige fra den livgivende varme fra solen, årstidernes skiften og vores måde at forstå tid på. Man skal ikke lede længe i myter og sange, for at se at stjerner også optager os på et mere symbolsk plan - dette måske allertydeligst i horoskopernes fortolkninger af vores liv og personligheder. Også i religionerne spiller stjerner en uomgængelig rolle.
I dette projekt sættes fokus på: Hvad det var, de tre vise mænd fra Østerland så, da de julenat fulgte en lysende stjerne på himlen. Eleverne vil således arbejde med stjerner både fra et religiøst/mytisk perspektiv og i en naturvidenskabelig kontekst. Forløbet afrundes med et besøg i den lokale kirke i starten af januar måned, hvor eleverne bl.a. skal høre om de hellig tre konger.
For at belyse den naturvidenskabelige vinkel inviteres et begrænset antal klasser på besøg på Brorfelde Observatorium. Her får eleverne bl.a. mulighed for at se og høre om arbejdet med astronomi, og hvis vejret tillader det gøre deres egne observationer. Planetvandring og raketbyggeri er også elementer, som kan indgå i besøget, der tager ca. 3 timer.
Projektet indeholder:
Lærervejledning med baggrundsstof og elevopgaver m.m.
Adgang til hjemmeside med film m.m.
Mulighed for et lokalt kirkebesøg
Mulighed for et besøg på Brorfelde Observatiorium
GRATIS SKOLEBESØG PÅ BRORFELDE OBSERVATORIUM Periode: 24. oktober-25. november 2022. Begrænset antal pladser, bliver fordelt i august måned. Notér i "Bemærkninger", hvis I har ønske om ugedage eller specifikke datoer i tidsrummet. Skolen skal selv sørge for transporten! |
Udbydes: Oktober-december 2022
Klassetrin: 4.-6. klasse
Lektionsantal: 8+ evt. kirkebesøg og besøg på Brorfelde
Fag: Kristendomskundskab og Natur/teknologi
Tilmeldingsfrist: 12. august 2022
