Tilmelding: Frankenstein

FRANKENSTEIN

En true crime-podcast om ansvar og skyld

Det var en mørk og stormfuld aften... En videnskabsmand ved navn Frankenstein vælger at lege Gud og skaber et menneske ud fra kropsdele fra dyr og lig. Resultatet bliver et uhyggeligt væsen, han straks vender ryggen til, og som derefter udvikler sig til et morderisk monster.

Romanen Frankenstein rejser en række etiske dilemmaer: Hvem er ansvarlig for de mange drab: Skaberen eller skabningen? Kunne drabene være undgået, hvis monstret var blevet elsket af sin skaber? Er der en grænse for, hvad en videnskabsmand kan tillade sig? Og hvem har ansvaret, når skabelsen går amok?

I forløbet er det Kenneth Bøgh Andersens genfortælling af Mary Shelleys gyserklassiker fra 1818, der er afsættet, når eleverne skal søge svar på de ovenstående spørgsmål og tilegne sig viden om de kristendomsfaglige begreber, skyld og ansvar.

Eleverne skal præsentere deres refleksioner i en podcast, der i bedste true crime-stil undersøger, hvem der egentlig bærer ansvaret for de mange mord i fortællingen. Indholdet til podcasten finder eleverne på projektets hjemmeside, der indeholder uddrag af horror-klassikeren, bibelske og perspektiverende tekster samt uddrag af interviews med en række fagpersoner.

Projektet indeholder:

  • Lærervejledning med elevopgaver og baggrundsstof
  • Adgang til hjemmeside med bl.a. lydfiler og materiale til at lave podcasts
  • Forslag til prøveoplæg

Udbydes: Januar 2026
Klassetrin: 8.- 9. klasse
Lektionsantal: 10 - 12 lektioner
Fag: Kristendomskundskab og dansk
Tilmeldingsfrist: Fredag den 15. august 2025