
LYSLEVENDE
Om lysets betydning og symbolik
Du kan føre nogen bag lyset, bringe noget frem i lyset, have julelys i øjnene og give grønt lys til noget. Måske ikke på én gang – i hvert fald ikke uden at brænde dit lys i begge ender…
Menneskets grunderfaring med lyset som godt og livgivende har medført, at lys er blevet et grundsymbol, der anvendes i et utal af kulturer og religioner. Også i hverdagen bruger vi ofte lys symbolsk. Undervejs i forløbet skal eleverne arbejde med lys gennem fem temaer: Lys versus mørke, Det guddommelige lys, Lys som håb, Lys mellem mennesker og Lys som oplysning.
Forløbet er flerfagligt med mulighed for inddragelse af fysik og biologi. Til projektet er der produceret en film med astrofysikeren, Anja Andersen, der sætter fokus på jagten efter planeter med mulighed for liv og mere bredt lysets betydning for udforskning af rummet. Ligeledes er der produceret en med biologen, Morten DD, sætter fokus på lysets betydning for klodens liv og særligt fotosyntesen.
Kirkebesøget
Forløbet indledes med et legende og eksperimenterende kirkebesøg om lyset som både fysisk og symbolsk/religiøst fænomen. Kirkebesøget er centralt i dette projekt, og derfor vil vi anbefale, at man prioriterer det. Af samme årsag har vi i KViST afsat tid til selv at være med i afviklingen af de lokale kirkebesøg, hvor klassen altså både vil møde den lokale præst og en medarbejder for KViST. Ligeledes har KViST valgt at stå for koordineringen af kirkebesøget, så man som lærer blot, skal tilvælge kirkebesøget ved tilmeldingen, hvorefter man vil blive kontaktet af KViST efter sommerferien.
Kirkebesøgene afvikles i uge 41, 43 og 44, og man skal afsætte tid til at have arbejde med fase 1 inden kirkbesøget (1 lektion).
Nedenfor er et link til en kort video med Thue Lindhardt, hvor kirkebesøget introduceres. Således kan I få en fornemmelse af det alsidige kirkebesøg, hvor elever både udforsker mørket og skyggespil, lyset og dets symbolik.
Projektet indeholder:
- Lærervejledning med elevopgaver og baggrundsstof
- Arbejdsark til kildearbejde
- Forslag til prøveoplæg
- Adgang til hjemmeside med digitale ressourcer
- Tilbud om et lokalt kirkebesøg med en KViST-medarbejder
Udbydes: Oktober 2025
Klassetrin: 7.- 9. klasse
Lektionsantal: 7 lektioner + evt. 2 lektioner i biologi og 2 lektioner i fysik
Fag: Kristendomskundskab + evt. biologi og fysik
Tilmeldingsfrist: Fredag den 15. august 2025