
KARLAS JULEJAGT
Den lokale julekalender 2023
Med vores lokale julekalender kombinerer vi julehygge med lokalhistorisk- og kristendomsfaglig viden og danskfaglige opgaver.
Vores julekalender er delt op i 13 afsnit, der passer nogenlunde med skoledagene i december. Der skal læses højt af fortællingen ca. 20 min. hver dag, og derefter er der valgfrie opgaver, hvor eleverne på forskellig vis kan arbejde med dagens afsnit og tema. Nogle af dagene skal eleverne fx løse nogle af de samme opgaver som børnene i fortællingen.
Historien: Karla har boet 4 år i Grønland, men nu har hendes far fået et nyt job i Danmark, og de må rejse tilbage. Hendes mor har netop født Karlas lillebror, ”Rejen”, og ligger stadig på hospitalet. Derfor må Karla rejse med sin travle far og bo hos hendes morfar i Tølløse. Morfaren har lidt svært ved at tage sig af Karla, der savner Grønland, sin mor og lillebror. Men som fortællingen skrider frem, viser det sig, at de måske ligner hinanden, mere end de lige tror. En dag fortæller morfaren om en træhytte, han tog ud til, da han som barn savnende sin far, og sammen med Karlas irriterende fætter, William, tager de ud til træhytten, hvor de finder en gammel metaldåse. Det bliver begyndelsen på en skattejagt og et kapløb mod tiden…
Projektet indeholder:
Højtlæsningsbog i 13 afsnit
Lærervejledning med baggrundsstof m.m.
Plakat med klistremærker til hver dag
Hjemmeside med opgaver, små film, understøttende billeder, kopiark, m.m.
Udbydes: December 2023
Klassetrin: 1.- 4. klasse
Lektionsantal: 20-45 minutter hver dag i december
Fag: Julehygge, kristendomskundskab og dansk
Tilmeldingsfrist: Fredag d. 18. august 2023